Jeg tilbyder
Her på siden kan du se, hvad jeg tilbyder.
Klik på en overskrift herunder
Kortere samtaleforløb
Er der tale om korterevarende samtaleforløb, som f. eks. under sygesikringsordningen, aftaler vi nogle fokuspunkter, som vil være relevante at arbejde med. Ud over selve samtalen, kan der her indgå redskaber så som åndedrætsøvelser, mindfulnessøvelser og evt. påpegning af nye handlemuligheder.
Samtaler med lægehenvisning
Da jeg har overenskomst med sygesikringen, modtager jeg klienter med henvisning til psykolog gennem
egen læge. ( se kriterierne herfor under henvisning fra egen læge)
Her er tale om forløb på maximalt 12 timer- dog med mulighed for genhenvisning, hvis man opfylder kriterierne for angst eller depression.
Samtalerne vil her i det væsentlige tage udgangspunkt i henvisningsårsagen. Eksempelvis pårørende til dødsfald ( se listen over henvisningskriterier)
Psykoterapi
Ved psykoterapi skal forstås et længerevarende samtaleforløb, hvor formålet er, at nå frem til en dybere indsigt og forståelse af de tanke- og reaktionsmønstre, som virker hæmmende ind på ens livsudfoldelse. Det kan f. eks. være i forhold til nære relationer eller måske i arbejdssammenhænge.
En sådan dybere indsigt og forståelse kan i sig selv medvirke til at lindre symptomer som angst eller depression.
Behandlingen vil her være mindre styrende end ved de kortere forløb, og der vil være mere plads til i fællesskab at se på, hvad der sker her-og-nu mellem klient og terapeut, hvilket også vil være en afspejling af, hvad der sker udenfor terapirummet i det ’ virkelige’ liv.
Det er ikke nødvendigvis alle, der vil have gavn af et længerevarende forløb. Det er noget, der som regel diskuteres indenfor de første samtaler.
Der kan også i løbet af et korterevarende behandlingsforløb vise sig at være dybereliggende årsager til problemet, og jeg vil evt. da foreslå klienten at overveje et længerevarende forløb.
Hyppigheden vil typisk være en gang om ugen og varigheden minimum et år.
Det er en stor investering, men til gengæld kan man gøre sig håb om at kunne ændre på dybereliggende mønstre og personlighedsstrukturer, der virker hæmmende ind på ens livsudfoldelse.
Chok og Traumer
Chok og traumer kan opstå, hvis man har været udsat for en meget voldsom oplevelse f.eks. en ulykkke eller overfald. Det kan også være, at man har været udsat for psykisk terror (trusler el.lign.) eller en voldsom krænkelse. Symptomerne kan ligne stress-symptomer, men der kan også være tale om angst, depression mareridt og flash-back oplevelser, hvor man ufrivilligt genoplever den traumatiske hændelse.
I forhold til chok og traumer vil der ofte indgå en særlig kognitiv metode: EMDR, som erfaringsmæssigt kan være medvirkende til neutralisere voldsomme indtryk og erindringer, som griber forstyrrende ind i ens daglige virke.
Stresshåndtering
Typiske stresssymptomer er svigtende korttidshukommelse og manglende overblik. Man oplever måske, at man ikke kan have så mange bolde i luften, som man plejer. Andre symptomer kan være søvnforstyrrelser, svimmelhed, hjertebanken m.m. Emotionelt er man måske kortluntet eller grådlabil eller begge dele. At lide af stress er ikke blot ubehageligt, men også noget man absolut skal tage alvorligt og søge hjælp for.
Ved stresstilstande vejleder jeg direkte og giver information om de fysiologiske aspekter ved stresstilstande. Jeg giver anvisninger på, hvordan man kan give sin krop og sin hjerne de bedste betingelser for at hele op på kortest mulig tid. Derudover afgrænses og rådgives om eventuelle psykiske mønstre, som kan have medvirket til at udvikle stress-tilstanden. Det kunne f. eks. være en tendens til at tage for meget ansvar på sig og/eller have svært ved at sige fra. Jeg giver også ofte afspændingsøvelser og mindfulnessteknikker med henblik på at berolige nervesystemet. Desuden rådgiver jeg i forbindelse med tilbagevenden til arbejdspladsen.
Forældrerådgivning
Jeg får ofte henvendelser fra forældre, som gerne vil have deres børn eller unge i behandling, fordi de er bekymrede over deres trivsel. Her starter jeg altid med en samtale med en eller begge forældre. Det viser sig ofte, at rådgivning af forældrene i sig selv kan afhjælpe om ikke hele, så en del af problemet. Hvis det tegner til at barnet rent faktisk har brug for et individuelt behandlingsforløb, henviser jeg hvis det drejer sig om mindre børn, til andre erfarne kolleger.
Mindfulnesstræning
At være mindful betyder at være vågen og nærværende i nuet fremfor at være optaget af f.eks. fortrydelser over fortiden eller planlægning og bekymring om fremtiden. Mindfulness er noget alle på forhånd har med sig fra fødslen, men som vi i vores forjagede livsførelse er kommet for langt væk fra. At træne mindfulness betyder således at genopdage noget vi i forvejen kan og som er et naturligt leje for vores bevidsthed at befinde sig i. Mindfulnesstræning skaber forøget ro og balance i sindet og modvirker stress. Der er i de senere år lavet en del forskning i virkningen af mindfulnesstræning, som entydigt dokumenterer en gunstig indvirkning på både angst og depression og stress.
Supervision
Jeg tilbyder supervision af yngre kolleger med henblik på autorisation, individuelt eller i mindre grupper.